Fru Ravns kanelstænger
Cigarhandler Ravn og hans kone boede i min barndomsgade i Tønder. Fru Ravn havde mange gode småkageopskrifter bl.a. en opskrift på kanelstænger. Fru Ravns kanelstænger er blevet en fast juletradition i min familie. De bliver temmelig hårde, men det kan en god kop kaffe nemt afhjælpe.
2 æg
250 g sukker
250 g mel
12 g kanel
1 tsk. hjortetaksalt
100 g hakkede hasselnødder
100 g hakket mørk chokolade
- Nødder og chokolade hakkes mellemfint
- Æg og sukker piskes sammen
- Mel, kanel, hjortetaksalt, nødder og chokolade tilsættes
- Dejen æltes godt sammen og hviler ca. 1 time
- Opvarm ovnen til 175 grader
- Dejen deles i mindre stykker, der trilles til stænger på tykkelse med en tommelfinger
- Læg stængerne på en plade med bagepapir
- Stængerne trykkes lidt flade (ca. 1 cm høje) og bages i ca. 13 min.
- Tag pladen ud af ovnen og skær stængerne i skrå snitter (ca. 2 cm brede)
- Sæt pladen tilbage i ovnen og bag yderligere ca. 5 min. eller til snitterne er svagt lysebrune
Når stængerne er afkølede skulle de gerne være hårde hele vejen igennem. Hvis ikke må de en tur i ovnen igen.
